Kør ordentligt: Sådan blinker du korrekt på motorvejen

Hvordan er det nu lige med blinkereglerne? Vi kan alle blive i tvivl om regler, vi lærte, da vi tog kørekort. Med hjælp fra kørelærer René Arnt, der er landsformand i Dansk Kørelærer-Union, kommer Samvirke med svar på, hvornår du skal blinke på motorvejen.
Motorvejsskilt og tilkørsel til motorvej.

Når tilkørsler slutter, skal du altid blinke, før du kører ind på motorvejen.

Blink altid, når du kører ind på og væk fra motorvejen

Du skal altid blinke, når du kører ind på motorvejen, uanset om klokken er 16 eller 3 om natten. Det samme gælder, når du skal væk fra motorvejen. Husk at tænde blinklyset i passende tid efter forholdene på vejen, så du vejleder og ikke vildleder den øvrige trafik. 

Blink altid, når du skifter vognbane på motorvej

Det er lovpligtigt at blinke, når du skifter bane på motorvejen – også selvom du er den eneste bil i miles omkreds.

Blink ikke, når motorvejen deler sig

Er du placeret i den midterste vognbane, når motorvejen deler sig, bør du som udgangspunkt ikke blinke. Du fortsætter nemlig i samme vognbane. Hvis du blinker, kan du risikere, at de andre bilister tror, du vil trække over i deres bane. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Blink ikke, når to motorveje løber sammen

Er du placeret i en vognbane, der løber sammen med en anden vognbane, når to motorveje fletter sammen, bør du som udgangspunkt ikke blinke. Igen kan du risikere, at andre bilister tror, du vil trække over i deres bane. Husk altid at orientere dig i spejle og over skulder, når din vognbane fletter sammen med en anden vognbane. 

Sådan signalerer du for forankørende, at du vil overhale

Vil du overhale en bil, som ligger i yderbanen, kan du signalere til føreren, at du vil forbi, ved at vippe kortvarigt med det lange lys. Husk at holde en sikker afstand til den forankørende. 

Overhold hastighedsbegrænsningerne, også når du overhaler. Overhal aldrig højre om, da det kan udløse et klip i kørekortet.

Læs mere om