Kan du kræve, at naboen fælder sit vakkelvorne træ?

Svajer naboens træ faretruende tæt på dit tag, når det blæser? Og mener du, at naboen bør fælde det af sikkerhedsmæssige hensyn? Se her, om du har ret til at bede naboen fælde sit træ.

Du kan i yderste konsekvens være nødt til at gå rettens vej for at få naboens gamle træ fældet.

Du må ikke bestemme over naboens træ

Som udgangspunkt kan du ikke kræve, at naboen fælder et træ, der står på hans eller hendes grund. Kun hvis naboen bliver dømt til det gennem domstolene, kan træet forlanges fældet.

Få afgjort, om træet er til fare

Først og fremmest kan det være en god idé, at få en anlægsgartner til at vurdere, om din nabos træ overhovedet er til fare. Det kan være, din bekymring er helt ubegrundet, og at der slet ikke er noget problem.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kun byretten kan dømme et træ til fældning

Hvis du mener, at naboens træ er til fare for din sikkerhed, og naboen ikke er til at tale med, er din eneste mulighed at føre en civil retssag mod naboen.

Det afgørende for, om du har en sag i retten er, at der skal være tale om egentlig fare for personsikkerhed eller for bygningsskader. Reglerne siger, at man som ejer af en ejendom skal sikre sine indretninger, således man ikke pålægger gener, der ”overstiger den almindelige naboretlige tålegrænse”.

Men det kan blive både dyrt, langtrukkent og besværligt at føre retssag, så inden du når så langt, er det en god idé at tage andre midler i brug.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Tilbyd naboen en hjælpende hånd med træet

I stedet for at gå den lange, slidsomme vej gennem rettet kan du ved det næste kraftige blæsevejr invitere naboen på en kop kaffe, så han eller hun selv kan se, hvordan træet ser ud inde fra din have.

Du kan her på en pæn måde fortælle, at du er bange for, at træet vælter og kan gøre skade på enten dit eller naboens hus. Du kan også tilbyde naboen at give en hjælpende hånd med at fjerne træet.

Find en mægler

Hvis din nabo ikke er til at tale med, er det en god idé at forsøge at løse konflikten ved at finde en person, der kan fungere som mægler. Det kan fx være en anden nabo, grundejerforeningens formand eller en gartner.

Fortæl dit forsikringsselskab om træet

Hvis det heller ikke virker, er næste skridt at sende et brev til dit forsikringsselskab med kopi til naboen. Her skal du skrive, at du uden held har forsøgt at få naboen til at fælde træet, som du mener, er til fare for din familie og dit hus. Det kan have betydning for en senere forsikringssag.

Tag et foto af træet

Tag et foto af træet, så du har det som bevis. Når først træet er væltet, er det for sent at bevise, at naboen har forsømt sine pligter.

Hvis det er helt indlysende, at naboen har forsømt sine pligter, kan han blive ansvarlig for de skader, der sker, hvis træet vælter.

Din forsikring dækker skaderne på huset

Det er din egen husforsikring, der dækker, hvis naboens træ vælter og laver skader på dit hus. Men hvis naboen vidste, at træet fx var råddent, og ikke har gjort noget, og du kan bevise det, så kan dit forsikringsselskab gøre ”regres” mod naboens forsikringsselskab.

Regres betyder, at dit forsikringsselskab kan få naboens forsikringsselskab til at betale udgifterne til at reparere skaderne på dit hus. På nogle husforsikringer er der en selvrisiko, og den kan du i så fald slippe for at betale, hvis du kan bevise, at naboen har forsømt sine pligter.

Hvis naboen er blevet gjort bekendt med, at træet er til fare uden at reagere, og der sker et uheld, kan naboen dog også risikere, at hans ansvarsforsikring ikke vil dække under henvisning til grov uagtsomhed, og i så fald skal naboen selv betale. Det er dog meget sjældent, man henviser til grov uagtsomhed.

Det siger reglerne om den naboretlige tålegrænse

Naborettens lovregler om skel, hegn m.v. suppleres af naborettens almindelige uskrevne regler, som er opstillet i retspraksis.

Efter den almindelige naboretlige regel skal en grundejer ikke affinde sig med ulemper fra naboejendommen, der går væsentlig ud over, hvad der efter kvarterets beskaffenhed og ejendommenes beliggenhed er rimeligt, og som grundejeren må være forberedt på. Der er tale om en helt konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Overstiger ulempen, hvad der efter forholdene er rimeligt, skal ulempen normalt reduceres til et acceptabelt niveau, den naboretlige "tålegrænse".

Bortset fra hegnslovens regler om grene findes der ikke lovregler om ulemper fra træer og anden beplantning. Ulemper imødegås ved anvendelsen af den almindelige naboretlige regel, og tvister afgøres ved sagsanlæg ved de almindelige domstole.

Kilde: Hegnsloven.dk

Læs mere om