Sådan får du trampolinen til at holde længere (selv om du ikke pakker den væk for vinteren)

Hvis du gerne vil have din havetrampolin til at holde i flere år på trods af det danske vintervejr, kræver det en trampolin af god kvalitet, og at du følger disse 9 enkle råd.

En kvalitetstrampolin holder længere

Ifølge forhandlere, der reklamerer med, at deres trampoliner er af bedre kvalitet, har de billigere trampoliner ofte en lettere stålkonstruktion, kortere fjedre, dårligere galvanisering, mindre slidstærke syninger og en tyndere kantpude. For at være på den rigtige side med hensyn til kvalitet skal du ifølge forhandlerne holde dig fra trampoliner, der koster under 2.000-2.500 kr.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

En god trampolin kan holde udenfor i 10 år

Er trampolinen af en god nok kvalitet, siger forhandlerne, at den kan holde til at stå udenfor i al slags vejr i mindst 10 år, hvis du ellers tager visse forholdsregler omkring vedligeholdelse. Garantien er typisk 10 år på rammen, 5 år på fjedre og 2 år på trampolindug og kantbeskyttelse.

Men uanset om du har en dyr eller en billig trampolin, kan du selv gøre en del for at få den til at holde længere – også selvom du lader den stå ude hele året, som mere end halvdelen af landets trampolinejere gør.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

9 råd: Sådan vedligeholder du din trampolin

1. Lav løbende eftersyn. Det danske vejr er hårdt for havetrampoliner. Tjek derfor løbende trampolinen for løse eller ødelagte fjedre, slitage af kantpuden, bøjede stålrør og revner i trampolindugen. Der må ikke være huller eller revner der, hvor du hopper, og fjedrene skal være ordentligt dækkede af kantpuden. Er trampolinen i dårlig stand, øges risikoen for personskade. Reservedele som trampolindug, kantbeskyttelse, fjedre og konstruktionsdele kan bl.a. købes hos trampolinforhandlere, som typisk også har webbutikker.

2. Hop uden sko og tøm lommerne: Hop på trampolinen uden uden sko - så undgår du, at der kommer grus og sand på trampolindugen, hvilket med tiden kan kradse hul i dugen. Tøm lommerne for nøgler og andre skarpe genstande – både af hensyn til egen sikkerhed og for at beskytte dugen. Hop én ad gangen - det beskytter dugen mod slid, da for stor vægt dermed undgås.

3. Placér trampolinen vandret: Placér trampolinen på et vandret underlag. Ellers forskydes trampolinens hoppemidtpunkt, hvilket får 'hopperne' nærmere kanten og dermed belaster både fjedre og trampolinramme.

4. Brug beskyttelsesovertræk: Brug beskyttelsesovertræk, når I ikke hopper på trampolinen. Det forlænger dens levetid, fordi solen ikke rammer dugen med sine nedbrydende UV-stråler, og holder snavs, fugleklatter og blade væk. Tag overtrækket af, når du vil hoppe på trampolinen.

5. Smør rammen: Rammen – eller stålkonstruktionen – er den del af trampolinen, der holder længst, men kan begynde at knirke lidt efter et par år. Det plejer at holde op, hvis du smører den.

6. Udskift evt. fjedrene: Fjedrene skal muligvis skiftes ud på et tidspunkt, hvis de er blevet for slappe. Alderen på trampolinen er ikke så afgørende, som hvor meget den bliver brugt, og hvor tunge de personer er, som hopper på den. Fjedrene kan godt ruste lidt på overfladen, men det har ikke nogen stor betydning. Beskyt evt. fjedrene ved at give dem noget cykelolie-spray.

7. Spænd trampolinen fast: Har du ikke mulighed for at pakke trampolinen sammen om efteråret, så bind den fast til noget, der ikke flytter sig, eller fastgør den fx med kraftige pløkker i jorden. Husk også at sætte en rem op omkring selve toprammen, da den kan rive sig fri fra trampolinens ben. Trampoliner er ofte så lette, at de ikke kan stå fast i kraftig blæst, hvorfor de kan flyve væk og gøre skade både på andre og dig selv. Tag gerne trampolindug, kantpude og fjedre af, og læg dem et tørt sted. 

8. Fjern sne: Hvis der lægger sig sne på trampolindugen eller overdækningen, skal sneen fjernes løbende, så vægten ikke belaster og beskadiger dug og fjedre.

9. Tag trampolinen ind: Det mest optimale er at tage dug, kantpude og fjedre ind om efteråret og opbevare dem et tørt sted indtil foråret. Rammedelen kan du sagtens lade stå. Men sørg for, at den ikke flyver væk i blæsevejr!

Læs mere om