10 ting du ikke vidste om gråd og tårer

Vi græder, når vi slår os, når vi er kede af det og er bange eller forsmåede. Vi græder af glæde og af grin - så tårerne løber ned ad kinderne. Tårer indeholder en række enzymer og antistoffer, som skal forhindre bakterier i at trænge ind i øjet, men det er kun en lille del af fortællingen om vores gådefulde tårer.
billede af en kind med en tårer rendende nedad

Alle mennesker græder men ikke alle folkeslag lige meget

Kun mennesker kan græde rigtigt

Mange dyr kan klynke og udstøde klagende pibelyde, når de er truet eller i knibe, men kun mennesker er i stand til at producere tårer af følelsesmæssige årsager. Dyr har tårekirtler og tårekanaler for at kunne vedligeholde og beskytte overfladen af deres øjne, men de 'græder' kun, hvis deres øjne er irriterede eller, som i krokodillers tilfælde, når øjnene trænger til at blive smurt, ofte mens de spiser.

Kilde: National Geographic

Det er en gåde, hvorfor mennesker kan græde

Forskerne har ikke en entydig forklaring på, hvorfor vi mennesker som det eneste væsen kan græde af følelsesmæssige årsager. Her er et par bud:

  • Én teori går ud på, at det er et levn fra tidligere tider, da vi som 'dyr' boede tæt på kysterne og havde brug for at fouragere i havet. I modsætning til de fleste andre primater kan mennesker stadig lide at svømme. Så tårer kan altså være en reaktion på at leve i et saltvandsmiljø.
  • En anden forklaring er, at røgen fra vores forfædres lejrbål oprindelig provokerede vores tåreproduktion, men fordi bålene også var knyttet til død og ødelæggelse, græder vi stadig, når vi kommer ud for noget trist.
  • En tredje forklaring går på, at gråd har en signalfunktion. Altså at vi dermed kan vise, at vi er forsvarsløse, har brug for hjælp og ikke lægger op til kamp. Det giver mening, hvis man forestiller sig, at man er truet af rovdyr, og et alarmskrig kan være fatalt. Så er tårer ned ad kinderne et lydløst signal om behov for hjælp. De mennesker, der havde denne egenskab, fik en overlevelsesfordel i forhold til andre mennesker.

Kilde: Why Only Humans Weep: Unravelling the mysteries of the tears. Oxford University Press

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kvinder græder hyppigst

Der kan være mange grunde til, at vi alle ikke græder lige meget, men én ting er sikkert: Kvinder græder hyppigere end mænd. I 1980'erne beregnede den amerikanske biokemiker William H. Frey sig frem til, at kvinder i gennemsnit græder 5,3 gange om måneden, mens mænd i gennemsnit græder 1,3 gange om måneden. Her defineres gråd som alt lige fra fugtige øjne til hulkende, højlydt gråd.

Kilde: Journal of Research in Personality, 2011

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kvinder græder i længst tid

Det kommer næppe som en overraskelse, at kvinder græder i længere tid end mænd. Men hvor meget længere? Det har tyske forskere sat tid på. Mænd har en tendens til at græde mellem 2 og 4 minutter, og kvinder græder i gennemsnit i 6 minutter. Gråd bliver til hulken for kvinder i 65 procent af tilfældene, mens det blot er tilfældet for 6 procent af mændene.

Kilde: German Society of Ophthalmology

Hormoner spiller ind

Der kan være hormonelle årsager til, at kvinder græder mest. Forskere mener, at det mandlige kønshormon testosteron hæmmer gråd, mens hormonet prolaktin, der blandt andet har betydning for dannelse af mælk i brystkirtlerne, virker fremmende for gråd.

Kilde: Monitor on Psychology, American Psychological Association

Vi græder ikke lige meget rundt omkring på kloden 

Der er forskel på, hvor ofte henholdsvis mænd og kvinder græder i forskellige dele af verden. En undersøgelse i 35 lande, der blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cross-Cultural Research i 2011, viste, at forskellen mellem kønnenes tilbøjelighed til at græde er større i lande med sociale ressourcer og mere ytringsfrihed som for eksempel Chile, Sverige og USA end i Ghana, Nigeria og Nepal, hvor kvinder kun græder en kende oftere end mænd.

Kilde: Cross-Cultural Research, 2011

Der er forskel på tårer

For cirka 30 år siden gennemførte den amerikanske biokemiker William H. Frey et forsøg, der viste, at følelsesmæssige tårer indeholder andre stoffer end tårer, der opstår, når man for eksempel hakker løg. En gruppe forsøgspersoner blev først ført til at græde ved at se en trist film og senere sat til at hakke løg. Forskeren mente at kunne udlede, at de følelsesmæssige tårer fjerner stoffer og hormoner, der normalt bliver bygget op på grund af følelsesmæssig påvirkning.

En tudetur kan hjælpe på humøret

Hvis man skal tro Lauren Bylsma, ph.d. fra University of Pittsburgh, kan en tudetur hjælpe hver tredje kvinde til at få det bedre. Bylsma førte gennem et stykke tid dagbog over kvindelige studerendes humør. Hver dag indrapporterede de til hende om deres humør, og om de havde grædt. Omkring 30 procent af de studerende sagde, at deres humør var forbedret efter at græde, 60 procent rapporterede ingen ændringer, og omkring 9 procent sagde, at deres humør var forværret.

Kilde: Journal of Research in Personality, 2011

Kvinders tårer har ingen sexappeal

Hvis en kvinde vil i kassen med en mand, er det sandsynligvis ikke særlig hensigtsmæssigt at begynde at græde. I en række eksperimenter har forskere fra Weizmann Institute of Science i Israel undersøgt, hvordan følelsesmæssige tårer fra kvinder påvirker mænd seksuelt i forhold til lugten af saltvand. Mens mændene så en pornofilm, blev de skiftevis udsat for kvindetårer og saltvand, og ved hjælp af forskellige 'foranstaltninger' målte man graden af seksuel ophidselse hos mændene. Ifølge forskerne  har kvindetårer en 'libidodæmpende' effekt.

Kilde: Science 2011

Det er normalt, at babyer græder meget

Videnskabelige undersøgelser viser, at normale, seks uger gamle børn i gennemsnit græder 2,75 timer om dagen. Gråden topper i løbet af anden levemåned og falder gradvis derefter.
Børn på modermælkserstatning græder mest inden klokken 12 middag og ammede børn mest efter.
Normalt græder nyfødte uden tårer. De begynder først at udskille tårer efter adskillige uger, når deres tårekanaler er fuldt udviklet.

Kilde: www.kolik.dk

Læs mere om