Undgå stress: Træk vejret og få ro i maven

Der er gode fysiologiske grunde til at få styr på åndedrættet - det kan blandt andet tage toppen af den stress, der måtte komme i hverdagen. Åndedrætsekspert Lotte Paarup giver gode råd til den rolige vejrtrækning.

Den gode vejrtrækning kan nedsætte niveauet af stress i hverdagen, hvis du kæmper med lidt for mange opgaver.

Vejrtrækningen er ikke så kompliceret

Du har sikkert oplevet følelsen af at blive opmærksom på dit åndedræt i løbet af dagen, og det er sandsynligvis, fordi luften lidt for hurtigt er kommet ind og ud af lungerne. Når hverdagen bliver stresset, bliver vores vejrtrækning også hurtigere, og det hjælper ikke til at fjerne stressen - tværtimod.

Den hurtige løsning er at sætte vejrtrækningstempoet ned, men det er svært at huske at blive ved med, og du ender garanteret med komme op i samme kadence som før. Så derfor kan det være en god idé at bruge nogle øvelser. Og det er ikke så svært endda, fortæller Lotte Paarup, der har skrevet flere bøger om emnet og står bag siden Åndedrættet.nu.

»Mange tror, at åndedrættet er en meget kompliceret størrelse, og det er det måske også, hvis man skal forstå og forklare det hele fysiologisk, men i hverdagen kan man bruge nogle simple metoder til at komme ned i tempo.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Læg dig ned og træk vejret langsomt

Lotte Paarups første gode råd er at komme ned og ligge på ryggen, hvis det er muligt. Vejrtrækningen foregår nemmere liggende end gående og stående, og den liggende vejrtrækning bliver mindre anstrengt og hurtigt dybere.

Når du så ligger der på ryggen, er det bedst, hvis du kan få slappet helt af i muskulaturen og trække vejret dybt ned i lungerne. Stress giver anspændt muskulatur, og anspændt muskulatur giver dårlig vejrtrækning.

Når luften skal ud af lungerne igen, er det vigtigt, at den kommer længe og langsomt, langsommere end indåndingen. Ikke noget med at presse luften ud med kraft, men giv i stedet slip, kom helt i bund og få al luften ud før næste indånding.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Tag tid på åndedrættet

Hvis rådene indtil videre ikke er konkrete nok, kan du også tælle dig frem til det gode åndedræt. Det er nemlig ikke helt ligegyldigt, hvor længe luften er om at komme ind og ud.

Hvis du eksempelvis bruger 4 sekunder på en indånding, skal du forsøge at ånde ud på omkring 6 eller endda 8 sekunder, så vejrtrækningen kommer helt ned i tempo. Og hvis du kan fremtvinge en gaben, kan det også være godt til at trække tempoet ned og få en dybere vejrtrækning.

Her er det også vigtigt, at du ikke bruger energi på at komme af med luften. Luften skal ikke pumpes ud af lungerne, men i stedet slippes så roligt som muligt.

Åndedrættet styrer nervesystemerne

Hvis du i forvejen har en travl hverdag, er det måske ikke altid lige nemt at sætte sig ned og få styr på vejrtrækningen, men der er gode grunde til at finde tiden til det.

Hvis åndedrættet er anstrengt og hurtigt, aktiverer det nemlig kæmp eller flygt-systemet, som signalerer, at kroppen er i umiddelbar fare. Kroppen ved ikke, at du bare sidder på kontoret eller går rundt på byggepladsen, og den hurtige vejrtrækning forhøjer niveauet af stresshormoner i kroppen. Omvendt kan den gode vejrtrækning aktivere det modsatte system, som giver mere ro.

»Jeg plejer at sige, at åndedrættet er den bedste og nemmeste metode til at nedsætte stressniveauet nu og her. Det er nemt at lave konkrete øvelser med, og det er lige ved hånden, når man kan mærke, at det hele går for hurtigt,« siger Lotte Paarup.

Så træk vejret roligt og dybt, hvis du føler dig lidt presset for en stund.

Læs mere om