Hvordan bager jeg groft brød uden rug og hvede

Hvad gør man, når man skal undgå rug- og hvedemel og ikke kan blive mæt uden groft brød?
?

Jeg efterlyser en opskrift på et groft brød, da jeg skal undgå rug- og hvedemel. Samtidig må jeg kun bruge laktosefri mælk, hvilket ikke er noget problem. Jeg elsker et groft rugbrød, og jeg føler ikke, jeg bliver mæt uden.

Anni Nielsen, Hvidovre

Svar fra Winnie From Thesbøl

Når du skriver, at du, ud over hvedemel, skal undgå rugmel, gætter jeg på, at du har cøliaki, en sygdom, der rammer tyndtarmen og giver mange mavesmerter. Derudover skal du også så vidt muligt undgå havre og byg, så det kan være svært at bage et groft brød, der fylder godt i maven og mætter.

Det bedste råd, jeg kan give dig, er at gå på nettet og søge på » glutenfrit brød«. Der er et væld af opskrifter på gode, grove brød. Dansk Cøliaki Forening har også opskrifter, men især svenskerne har rigtig mange, gode opskrifter. Det gælder altså om, for dig, at finde netop det brød, der passer til din smag, så derfor vil jeg ikke fremhæve et frem for et andet.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.