Interview med Puk Damsgård: Livets alvor er gået op for mig

Samvirke har mødt Puk Damsgård, som er Danmarks Radios korrespondent i Mellemøsten, i Kairo til en samtale om drømme, magtesløshed og det at have det sjovt med sit arbejde.

Puk Damsgård har været ansat som korrespondent i Mellemøsten for DR siden 2011.

Jeg er glad for mit arbejde, fordi det er skide sjovt. Jeg oplever alt det, jeg har energi til at opleve. Jeg er privilegeret, at jeg også skal videreformidle det, jeg oplever. Jeg er i en region, jeg synes er det mest spændende sted på jorden. Et sted, hvor jeg bliver udfordret på mine egne dogmer, hvor jeg kan blive overrasket, og hvor det nogle gange er så varmt, at man næsten ikke engang kan trække vejret. Det må godt gøre lidt ondt og være lidt svedigt. 

Jeg vil ikke kaldes krigskorrespondent. Jeg dækker ikke bare krig. Jeg synes, betegnelsen er poppet og en forsimplet stempling af mig som journalist. Jeg synes ikke, det er dækkende for, hvem jeg er. Jeg dækker Mellemøsten, og der sker så det, at der nogle gange er krig. Derfor bliver det en del af min dækning. Jeg ved godt, at det ikke er ment negativt med krigskorrespondent, men for mig klinger det negativt, når man reducerer en hel region til et sted, der kun er krig og konflikt. 

Jeg får den største tilfredsstillelse ved mit arbejde, når jeg føler, at en historie er lykkedes. Det der med at mærke, at man er det rette sted på det rette tidspunkt. Når man får en unik historie, som man føler, er vigtig at fortælle. Det handler ofte om at møde de rigtige mennesker til at fortælle historien. Jeg bliver helt glad i maven, det giver en fysisk snurrende fornemmelse. Lidt ligesom når man er forelsket.

Præcision betyder en hel del for mig. Jeg bliver irriteret, når jeg læser journalistik, der ikke er præcist. Det kan være en uklar kommentar, eller at der mangler kommaer. Der er tit fejl overskriften i online-journalistik. Stavefejl i overskriften, så gider jeg jo ikke gå ind og læse artiklen. Jeg ved godt, at det er en slåfejl, men så går det vist for stærkt. Jeg blev uddannet hos Jyllands-Posten, hvor man fik en mail fra chefredaktøren næste morgen, hvis man havde lavet kommafejl. Mit eget medie kan ikke stave til mit navn. De bliver ved at skrive med dobbelt a, selvom det er med å. Jeg er i princippet ligeglad, men jeg forstår godt, hvis læsere reagerer, for det er upræcist. 

Når jeg skal portrættere mennesker, ligger der meget i at være præcis. Præcision handler om at begribe hele mennesket på godt og ondt, så personen bliver tredimensionel. De fleste mennesker er jo ikke kun det ene eller det andet.

Jeg har lært, at man ikke skal lade sig nøjes. At det er okay at kæmpe for det, man brænder for, og ikke bare give op. Hele tiden at tro på det. Det kan være en lillebitte ting i hverdagen, eksempelvis, hvis jeg skal have fat i en bestemt person til en historie, og jeg i første omgang tænker, det er fuldstændig umuligt. 

Hjemme i Danmark ser alle bakkerne ud, som om de er blevet bygget til lejligheden, og der er nogen, der har stået og taget mål. Det elsker jeg. Men jeg tror, jeg fungerer bedre et sted, hvor det er lidt mere tilfældigt. Det hele bliver mere uforudsigeligt. Der ligger en umiddelbarhed i det, som jeg godt kan lide.

De universelle drømme findes i lige så høj grad i krigshærgede lande som andre lande. Ønsket om at leve frit og kunne forfølge sine drømme, hvad end de måtte være. At man selv er herre over sit eget liv og kan vælge til og fra, hvor man nu gerne vil gå hen i livet, både i parforholdet, men også hvad man vil med sin uddannelse. I Danmark går vi derhen, hvor vi gerne vil være, hvis vi vel at mærke har talentet. I Syrien og Gaza drømmer folk om præcis det samme. De er bare mindre i stand til at realisere drømme, fordi de lever i en kaotisk situation. Når du lever i en krigssituation, så er du ikke i stand til at være herre over dit eget liv, når du kan dø ved at gå hen til bageren eller ved at sidde hjemme i stuen.

Jeg kobler fra i haven. Jeg gør det samme som alle mulige andre, slapper af med folk, jeg holder af. Jeg sejler på Nilen nogle gange i filugabåde. Jeg luger ukrudt i haven.  Jeg piller det op med fingrene. Jeg slår græs med sådan en manuel græsslåmaskine, man skubber, med bladene, der kører rundt. Den er lidt bøvlet, men jeg kan godt lide den der fornemmelse, når den klipper græsset. Græsset skal holdes meget kort. Hvis det bliver langt, kommer solen ikke ned til det. Jeg har haft nogle kriser med det græs, men nu ser det godt ud. Og så fjerner jeg blade. Hver morgen står jeg op og samler blade ude på terrassen. Det er ikke en specielt stor have. Det er hurtig overstået.

Min frotékåbe, »den grå mus«, rejser jeg rundt med. Den er mega grim. Grå, virkelig musegrå med prikker over det hele. Den er fuldstændig klassisk, med snor rundt om, og går ned til knæene. Så kan jeg føle mig hjemme, når jeg er på hotelværelser. Jeg bliver aldrig glad for sterile hotelværelser. 

Jeg har forandret mig. Livets alvor er gået op for mig.  Det er gået op for mig, at mennesker også kan være onde som ind i helvede, hvis der bliver trykket på de rigtige knapper. Man ved konkret, hvordan ondskab ser ud i form af dræbte mennesker på jorden. Jeg er blevet mere sårbar, mere bekymret, selvom det er et irriterende ord. Jeg begynder at blive bange på forhånd. Det ser jeg som et aftryk fra, hvad jeg har oplevet tidligere.  

Det er enormt hårdt at skulle forlade mennesker, der er i en krig, fordi de ikke selv kan forlade den. Det er hårdt at sige farvel til mennesker, man ikke ved om lever dagen efter.

Magtesløshed er, når der ikke er nogen steder, du kan flygte hen. Du kan ikke gøre noget, der gør din situation bedre. Om jeg står på det her hjørne eller det her, ingen forskel. Nu kan jeg høre, der kommer et fly, skal jeg løbe ind i den krog der, who knows? Jeg ved jo ikke, hvor bomben lander. Det er magtesløshed. Man kan ikke forberede sig på det, når bomberne springer. Det er rædselsfuldt. Kroppen vil væk. 

Jeg bor i et land, som fik halshugget nogle og tyve af sine medborgere samme dag, som to mennesker blev dræbt i det angreb, som Omar El-Hussein udførte i Danmark i februar. Jeg siger ikke, at det ene er værre end det andet. Men det er klart, at de to ting kolliderer en smule, når jeg så bliver bedt i landsdækkende radio om at fortælle, hvad egypternes reaktion på terrorangrebet i Danmark er.

Husk også at læse det store portrætinterview med Puk Damsgård i Samvirkes magasin for august 2015.