15 klassiske danske bøger, du skal læse

Danmark har haft masser af dygtige forfattere, der har skabt både store og små værker, som vi stadig taler om i dag. Er du på jagt efter en god bog til ferien, toget eller bare til at give dig i kast med om aftenen, giver vi dig her 15 bud på danske klassikere.

Ludvig Holberg: Erasmus Montanus (1747)

Rasmus Berg drager til København for at studere og vender flere år efter tilbage til sin fødeegn under det latinske navn Erasmus Montanus. Men det er ikke kun hans navn, der er blevet forfinet og prætentiøst under opholdet i København. Hans overlegne og bedrevidende optræden giver ham store problemer med kæresten og familien, der ikke kan holde hans arrogance ud, og folkene på hjemegnen beskylder ham for kætteri, fordi han hårdnakket fastholder, at Jorden er rund og ikke flad.

Erasmus Montanus er et af Ludvig Holbergs mest berømte værker.

Steen Steensen Blicher: Brudstykker af en Landsbydegns dagbog (1824)

I Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog følger man degnen Morten Vinge gennem brudstykker af hans tilværelse, der er skrevet i dagbogsform. Gennem Vinges øjne hører man blandt andet om frøken Sophie, hvis persona angiveligt er baseret på den virkelige, adelige Marie Grubbe.

Novellen er et hovedværk i dansk litteratur. Som noget nyt for samtiden beskrev Steen Steensen Blicher et menneskes livsforløb i brudstykker, og det gør det op til læseren at stykke hele Morten Vinges Liv sammen ud fra de små dele, der bliver fortalt.

Søren Kierkegaard: Enten-Eller (1843)

Enten-Eller er et filosofisk værk i 2 dele. Første del indeholder pseudonymet A’s papirer, blandt andet »Forførerens Dagbog«, som er vidt kendt og senere genudgivet. Anden del indeholder pseudonymet B’s papirer. A giver den æstetiske vinkel på livet, mens B’s livssyn er etisk.

Enten-Eller, som er et af hovedværkerne i Søren Kierkegaards forfatterskab, blev oprindeligt udgivet under pseudonymet Victor Eremita.

Jens Peter Jacobsen: Fru Marie Grubbe (1876)

Romanen Fru Marie Grubbe omhandler en adelig kvinde af samme navn, som levede i virkeligheden fra 1643 til 1718. I bogen beskrives hendes liv og sociale deroute gennem forholdet til 6 forskellige mænd. I samtiden vakte bogen både begejstring og ballade på grund af skildringen af denne heltindes egenrådige forhold til mænd og faldet fra fornem adelsfrue til færgekone på Falster.

Fru Marie Grubbe var J.P. Jacobsens første roman og litterære gennembrud.

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898)

Lykke-Per er nobelpristageren Henrik Pontoppidans berømte udviklingsroman om den jyske præstesøn Per Sidenius' søgen efter det lykkelige liv. Efter en svær opvækst i det religiøse hjem vælger Per i protest at studere til ingeniør i København og kappe enhver forbindelse til familien. I hovedstaden kaster han sig derefter ud i livet, som åbner sig i alle dets afskygninger. Men er dette lykken for Per?

Lykke-Per er en klassisk samtidsroman om det moderne menneskes jagt på meningen med tilværelsen, og et hovedværk i dansk litteratur.

Johannes V. Jensen: Kongens fald (1901)

I Kongens Fald følger vi den unge, ulykkelige bondesøn Mikkel Thøgersen. Hans største ønske er at blive lykkelig, og i jagten herpå drager han i starten af 1500-tallet til København, hvor han vil studere. Her kommer han i kontakt med Christian II, som hvem han ender med at føle sig særligt knyttet til.

Kongens Fald blev kåret af læserne til århundredets danske roman i 1999.

Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren (1906)

Pelle Erobreren handler om Pelle, der er opvokset i Sverige. Efter sin mors død flytter Pelle og faren til Bornholm og får plads på proprietærgården Stengården, hvor de har laveste rang. De bor i et hjørne af kostalden. Trods vilkårene er Pelle fuld af livslyst. Efter mange stridigheder på gården og i landsbyskolen bliver Pelle skomagerlærling og flytter til København. Pelles drøm er at erobre verden og gøre den til et bedre sted at leve i for den laveste samfundsklasse. Derfor begynder han aktivt at deltage i arbejderbevægelsens kamp for retfærdighed.

Hans Kirk: Fiskerne (1928)

Romanen Fiskerne følger en gruppe vesterhavsfiskere, som rykker teltpælene op og flytter til Limfjorden for at fiske og missionere. Men den indremissionske livsindstilling passer ikke ind i det mildere fjordområde, og det resulterer i store sammenstød med de andre beboere. Bogen er en kollektivroman bygget op som en mosaik af episoder og personskildringer. Hverken samfundskritikken eller religionskritikken er til at overse.

Tom Kristensen: Hærværk (1930)

Hærværk er en intens psykologisk roman om den fallerede digter Ole Jastrau, der holder sig oppe ved at anmelde kunst i Dagbladet. Hans egen inspiration er brændt ud, og fornemmelsen af tomhed og desillusion er taget til. Jastrau indhentes af sin ungdom, da 2 forhenværende kommunistvenner, Sanders og Steffensen, dukker op i hans lejlighed og bliver vidne til Jastraus udpinte ægteskab. Jastraus begyndende drikkeri tiltager, og hærværket sætter i gang. Stykke for stykke drikker han sig fra ægteskab, barn og job.

Karen Blixen: Den Afrikanske Farm (1937)

Årene på farmen i Kenya stod altid for Karen Blixen som de rigeste i hendes liv. Hun trivedes i den pragtfulde natur, betaget af dyreverdenen og tiltrukket af de indfødte, for hvem hun blev leder, lærer, læge og dommer. Og det var her, hun mødte sin elskede Denys Finch Hatton. Den Afrikanske Farm er Karen Blixens berømte erindringsværk.

Hans Scherfig: Det forsømte forår (1940)

Det forsømte forår er en bidsk og underholdende satire over den autoritære pædagogik i skolen i mellemkrigstiden. Det er den sorte skole, der afretter og ensretter børnene og kvæler deres fantasi. Historien begynder med, at den gamle lektor Blomme dør efter at have spist et forgiftet maltbolsje. Først ved et 25- års studenterjubilæum kommer det frem, hvem i klassen der slog Blomme ihjel. I flashbacks skildres uhyrlige skoleoplevelser, der har indprentet sig hos de voksne og forkrøblet dem.

Romanen trækker på Scherfigs egne erfaringer fra skoletiden på Metropolitanskolen i København. Den vakte stort postyr ved udgivelsen. Skolens lærere protesterede, og Statsradiofonien aflyste en planlagt oplæsning i radioen. Siden er bogen blevet en moderne klassiker.

Tove Ditlevsen: Barndommens Gade (1943)

Barndommens Gade er den ikoniske roman af Tove Ditlevsen, der handler om den københavnske baggårdspige Esthers barndom og tidligste ungdom, da hun forgæves stræber bort fra barndomsmiljøet. I romanen skildres råt for usødet de fattige kår på Vesterbro i 1930’erne fortalt fra den 12-årige piges perspektiv. Barndommens Gade er baseret på Tove Ditlevsens egen opvækst i arbejderklassesamfundet.

Martin A. Hansen: Løgneren (1950)

Løgneren handler om Johannes Vig, en midaldrende degn og skolelærer på Sandø. Den er formet som en dagbog skrevet af hovedpersonen, hvorigennem man får indsigt i hans enspænderliv på øen. Johannes er en splittet mand i efterkrigstiden, som har svært ved at træffe beslutninger. Men da han indleder et erotisk forhold med den gifte Rigmor, tager hans liv en drejning.

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld (1958)

Den kroniske uskyld er en moderne ungdomsklassiker om venskaber, spirende kærlighed og bristede illusioner. Den handler om Tores stormende forelskelse i Helle, der helst kun vil holde i hånd, og om Janus' jalousi og hans erotiske forhold til Ellen. Og om fru Junkersen, Helles mor, der pludselig, som den onde dronning i eventyrene, bryder ind i kredsen med skæbnesvangre følger.

Den kroniske uskyld er Klaus Rifbjergs debutroman.

Knud Sønderby: Midt i en jazztid (1969)

Gennem fortællingen om stud.jur. Peter Hasvig, hans kærlighedsoplevelser og forhold til kammeraterne skildres i romanen Midt i en jazztid   1920'ernes desillusionerede unge mennesker, som bag deres ydre selvsikkerhed og nonchalance er usikre, ensomme og angste.

Midt i en jazztid er – sammen med romanen To mennesker mødes, der omhandler samme temaer – Knud Sønderbys hovedværk. 

Læs mere om