Den bedste robotplæneklipper - her er 5 gode råd før du køber

Hvor stor en græsplæne skal robotplæneklipperen klippe? Og hvordan er robotplæneklipperen sikret mod tyverier? Samvirke guider dig til, hvordan du finder den bedste robotplæneklipper.

32% af dem, der ejer en robotplæneklipper, har givet den hjælpende robot et navn. Typisk bruges navne som Grazzy eller Roberta.

1. Hvilken størrelse har du brug for?

Robotplæneklippere fås i modeller, der kan klare forskellige størrelser plæner, for eksempel 600, 900 eller 1200 kvadratmeter plæne. Vælg en robotplæneklipper, der passer til størrelsen på din græsplæne. Rund gerne op, da batterier naturligt mister lidt kapacitet med tiden. Er din have meget kuperet, skal du vælge en plæneklipper, der er mere robust og terrængående. Har du mange kroge eller smalle stier i din have, så skal du måske vælge en lille, kompakt plæneklipper.

2. Skal der overdækning med?

En del robotplæneklippere kan sagtens klippe græsset, hvis det regner lidt. Vær opmærksom på, hvordan din plæneklipper er beskyttet mod regnen. Er der monteret en regnsensor, der sørger for, at den kører tilbage til ladestationen, hvis det står ned i stænger? Tænk også over, hvordan du vil beskytte den mod regnen. Hos flere mærker kan man købe en overdækning, så robotplæneklipperen kan stå i tørvejr på ladestationen. 

Få ekstra biodiversitet: Klip ikke hele græsplænen

Lad plæneklipperen køre uden om dele af græsplænen, når du slår græs. Insekter, sommerfugle og bier trives bedre, når græsset har forskellige længder, og de trives endnu bedre, hvis du også sår lidt forskellige blomster og urter i plænen. Lad eventuelt 30 kvadratmeter stå. Blandt andet foretrækker sommerfuglen at lægge sine æg i langt græs. I de områder, hvor du ikke slår græsset, lader du de blomstrende urter vokse frem. Du kan også selv så blomstrende urter som purløg, salvie og kløver.

3. Hvor stor er klippe-bredden og -højden?

Robotplæneklippere findes med knive i forskellige længder. Du kan finde knive, der er 17 centimeter lange, og knive, der er over 

30 centimeter lange. Længden på kniven bestemmer, hvor meget græs plæneklipperen kan klippe ad gangen. Jo større knivlængde, jo hurtigere bliver din græsplæne klippet. Tjek også, om du kan indstille robotplæneklipperen til at klippe græsset i din foretrukne højde. 

4. Hvordan er plæneklipperen sikret mod tyverier?

Vælg en plæneklipper, der er sikret mod tyveri. På de fleste plæneklippere findes der en sikring, hvor der skal indtastes en pinkode jævnligt for at få plæneklipperen til at køre. Andre metoder, der skal sikre mod tyveri, kan være: GPS-overvågning, så plæneklipperen kun virker i et bestemt område, eller fingeraftrykslæsning, så plæneklipperen kun kan sættes i gang af ejeren selv. 

5. Hvornår skal græsset klippes?

Vil du helst have, at robotplæneklipperen kører, når du ikke er hjemme? En del robotplæneklippere kan indstilles til at køre på bestemte tidspunkter i løbet af ugen. Ofte kan klipningen programmeres direkte på robotten, mens nogle modeller har egen app.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Sådan holder robotten sig på plænen

Nej, du skal ikke bruge lang tid på at grave kabler ned, hvis du køber en robotplæneklipper. Du får ofte spyd, der er forbundet af ledninger, med, når du køber en robotplæneklipper. Tryk dem ned i kanten af græsplænen, så plæneklipperen ved, hvor den skal klippe, og hvor den skal lade være. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Husk vedligeholdelsen

Rengør undersiden af din robotplæneklipper ugentligt. Brug en børste eller en svamp til at fjerne rester af græs. Brug kun vand til at skylle undersiden med, hvis det udtrykkeligt står i brugsvejledningen. 

Er der grund til at klippe om natten?

Nogle dyr færdes især om natten, og det kan stresse, at der pludseligt kommer en robotplæneklipper drønende. I enkelte tilfælde har en robotplæneklipper også ramt et pindsvin, der ikke har nået at flytte sig. Overvej altid, hvornår du sætter din robotplæneklipper til at klippe. 

Læs mere om