Koldhævet kartoffelpizza med frisk rosmarin og trøffelolie
AFTENSMAD

Koldhævet kartoffelpizza med frisk rosmarin og trøffelolie

Hemmeligheden bag den gode hjemmelavede pizza er at bage den ved så høj varme som muligt. Og gerne på en bagesten eller bagestål, da det giver mere sprød pizzabund. Opskriften på denne klassiske kartoffelpizza er fra Anholt Bageri og Gartneri
  • 4 Personer

Pizzadejen:

600 g hvedemel tipo 00
400 g vand
16 g salt
5 g gær

Topping:

250 g cremefraiche 38 %
6 stk bagekartofler
100 g ost moden (vi anvender Gammel Knas fra Arla Unika)
4 stk mozzarellakugler friske
2 kviste frisk rosmarin
- skal fra 1 økologisk citron
- salt
- peber

- trøffelolie

Sådan gør du

  1. 1
    Bland vand og gær i en røremaskine eller i en skål. Tilsæt mel og rør det sammen, til dejen samler sig. Lad dejen hvile i en halv time. Tilsæt salt og ælt dejen yderligere, til den slipper kanterne på skålen og er ensartet og glat. Dette tager ca. 5 minutter. Kom dejen i en beholder med en lille smule olivenolie og lad den hæve i ca. 4 timer ved stuetemperatur. Derefter deles dejen i 4 kugler a 250 g med en glat og ensartet overflade. Kom de 4 kugler i et fad smurt med olivenolie, hvor de ikke rører hinanden. Dæk til med film og stil dem på køl natten over.
  2. 2
    Dejene tages ud fra køl 3-5 timer, inden de skal bruges til pizza. Imens de resterende ingredienser klargøres, forvarmes ovnen til maks. temperatur. Gerne med et bagestål eller sten for mere undervarme. Når man bager pizzaerne, kan man med fordel tænde grillen i sin ovn, så pizzaerne får god varme fra toppen. Rør cremefraiche med en smule salt og peber og smag den til. Skær kartoflerne papirtynde på mandolinjern eller med en skarp kniv og kom dem i koldt vand, inden de skal bruges. Pluk rosmarin i mindre stilke, eller som du ønsker dem, og skær Gammel Knas (eller en anden ost) i små tern. Vandet hældes fra mozzarellaen, og den deles i mindre stykker. Frigør forsigtigt en pizzadej, så den beholder så meget luft som muligt. Form pizzadejen med hænderne på et meldrysset bord. Fordel et tyndt lag cremefraiche på pizzaen efterfulgt af de to forskellige oste. Derefter fordeles kartoflerne i et ensartet lag på hele pizzaen. Drys med flagesalt, rosmarin og lidt olivenolie. Bag pizzaen i ca. 10 min., til den er gylden og har en sprød bund. Top din lune pizza med revet citronskal, kværnet sort peber og dryp forsigtigt med en god trøffelolie, inden den serveres.